Mængden af forkerte og misvisende påstande om ernæring og sunde kostvaner er enorm og kan forvirre hvem som helst.
Vi får let den ide, at ingen rigtig ved, hvad de snakker om.
Det er dog næsten altid mindre vigtige detaljer, der er tvivl eller uenighed om. Detaljer som vi normalt ikke behøver at give opmærksomhed (medmindre vi rent fagligt interesserer os for emnet).
Alle store sundhedsorganisationer og alle dygtige fagfolk uden tætte forbindelse til fødevareindustrien er rørende enige om, hvilken type kost eller hvilket kostmønster, der er bedst for os mennesker.
Fagfolk og sundhedsmyndigheder er enige om det meste af den simple grund, at alle grundige gennemgange af den videnskabelige litteratur kommer frem til de samme konklusioner.
Hvis vi smider alle useriøse mediers misvisende artikler i skraldespanden sammen med alle udtalelser fra fødevareindustriens betalte eksperter, og holder os til resultaterne af videnskabelige undersøgelser, opdager vi, at der er god dokumentation for og videnskabelig enighed om, at en plantebaseret kost uden ultraforarbejdede fødevarer er bedst.
En plantebaseret kost kan være med eller uden animalske fødevarer. Du kan altså sammensætte en sund plantebaseret kost, uanset om du fravælger alle animalske fødevarer (veganerkost), eller du vælger en kost, der indeholder små til moderate mængder mælk, kød, æg og/eller fisk.
En plantebaseret kost inkluderer enhver type kost, som er baseret på planter — altså en kost som overvejende eller udelukkende indeholder frugt, grøntsager, kornprodukter, bælgfrugter og nødder — uanset om det er en kost baseret på de nye officielle kostråd, en middelhavskost, en vegetarkost, en ren veganerkost eller anden måde at sammensætte en plantebaseret kost på.
Hvordan du præcist sammensætter din kost betyder sandsynligvis ikke det store, så længe den hovedsageligt indeholder planter og ikke for mange ultraforarbejdede fødevarer. Tilpas din plantebaserede kost efter netop din situation, dine smagsløg, din tid og dine muligheder, og den bliver meget sjovere og lettere at fastholde.
Det er særlig vigtig, at kosten er fri for eller kun indeholder begrænsede mængder ultraforarbejdede fødevarer.
Ultraforarbejdede fødevarer er overforarbejdede industriproducerede fødevarer, der ofte er tilsat farvestoffer, smagsforstærkere og meget andet tvivlsomt, for at give øget holdbarhed, en bestemt smag, en særlig konsistens, et tiltrækkende udseende mv. Disse fødevarer har for det meste også et alt for højt indhold af sukker, fedt eller salt, og de mangler typisk forskellige næringsstoffer og kostfibre.
Læs mere om ultraforarbejdede fødevarer.
Fokuser på de vigtigste kostvaner
Det er et krævende projekt at ændre indgroede vaner. Det gælder ikke mindst kostvaner. Det er derfor en rigtig god ide at holde det hele så simpelt og overkommeligt som muligt. Det klarer du især ved i første omgang at fokusere på det, som betyder mest, og glemme resten.
Eksempler på rimelig overkommelige ændringer for de fleste, som vil gøre en stor forskel:
- Spis mere frugt og grønt. Gerne meget mere. Det er den vigtigste ændring. Spis blot mest af de frugt og grøntsager, du holder mest af.
- Inkluder også fuldkorn, bælgfrugter og lidt nødder i din kost.
- Indtag mindre ultraforarbejdede fødevarer, eller udelad gerne helt ultraforarbejdede fødevarer fra din kost.
- Indtag færre animalske fødevarer og erstat fx noget af kødet med nødder eller bælgfrugter. For de fleste mennesker vil mere end en halvering af deres indtagelse af animalske fødevarer give en sundhedsmæssig gevinst. Det er især rødt kød, forarbejdet kød og fede mælkeprodukter, som de fleste spiser for meget af. Du kan sandsynligvis med fordel fravælge alle animalske fødevarer, hvis du har lyst.
- Indtag ikke for mange kalorier.
Læs mere i e-bogen: Plantebaseret kost for alle