Multipel sklerose (MS) er en sygdom, hvor kroppens egne antistoffer og immunceller angriber myelin i hjerne og rygmarv. Myelin er celler, der ligger som isolering rundt om nervefibrene i hjerne og rygmarv. Læs mere på sundhed.dk
Det er kendt, at personer med sygdommen Multipel sklerose ofte oplever mere alvorlige sygdomssymptomer efter indtagelse af mejeriprodukter. Nu har forskere gennemført studier, der kan give en mulig forklaring på sammenhængen mellem indtagelse af mælk og forværring af MS.
De opdagede, at mus, der fik kasein (et protein i mælk) sammen med en effektforstærker, udviklede neurologiske lidelser. Der opstod skader på det isolerende lag omkring nervefibrene, myelinet. Proteinet kasein i komælk udløste inflammation hos mus, som skadede mylinet.
Forskerne fandt beviser for en lignende mekanisme hos mennesker. Indtagelse af kaseine kan hos nogle mennesker skabe eller forstærke en autoimmunreaktion, der forværrer MS.
Den ledende forsker Stefanie Kürten fra Institut for Anatomi på Universitetshospitalet Bonn konstaterer også: “Undersøgelser viser, at MS-hyppigheden er forhøjet i populationer, hvor der indtages meget komælk.”
Rittika Chunder, Alicia Weier, Hannah Mäurer, Stefanie Kuerten m.fl. Antibody cross-reactivity between casein and myelin-associated glycoprotein results in central nervous system demyelination. PNAS. March 2, 2022 | 119 (10) e2117034119 | https://doi.org/10.1073/pnas.2117034119
Pressemeddelelse om undersøgelsen.
Kommentar:
Sammenhængen mellem kasein og forværring af MS vil givetvis snart blive grundigere undersøgt i flere studier, som forhåbentlig giver mere klarhed over, i hvilket omfant MS-patienter (og eventuelt andre med autoimmune sygdomme) kan opnå lindring ved at fravælge mælk og mælkeprodukter.
Det er også vigtigt at få mere klarhed over, hvorvidt indtagelse af mælkeprodukter kan medvirke til udvikling af MS hos nogle mennesker.
Det er ikke svært at få nok af de næringsstoffer, som mælk indeholder, på andre måder end ved at indtage mælkeprodukter, men det kan kræve en smule omtanke.
Det kan især være en udfordring at få nok calcium i en kost, som ikke indeholder mælk, indtil man får lært, hvilke fødevarer og retter, der er rige på calcium.
Læs mere og se mange opskrifter i bogen: Calcium uden mælk.