Kaloriebegrænsning er med til at forebygge sygdomme og øge levealderen

Årtiers forskning har vist, at kaloriebegrænsning får fluer, orme og mus til at leve længere.

Gælder det også mennesker?

Et nyt studie bekræfter de sundhedsmæssige fordele ved moderat kaloriebegrænsning hos mennesker.

I et forsøg delte forskerne lidt over 200 deltagere op i to grupper. Den ene gruppe skulle spise, som de plejede. Den anden gruppe skulle indtage 14 % færre kalorier over en periode på to år.

Thymuskirtlen producerer T-celler, en type hvide blodlegemer som er en væsentlig del af immunsystemet. Thymus ældes hurtigere end andre organer. Efterhånden som den ældes, producerer thymus færre T-celler, og vi bliver dårligere til at bekæmpe nye patogener. Det er en af grundene til, at ældre mennesker har større risiko for sygdom.

Thymuskirtlerne hos deltagere med begrænset kalorieindtag indeholdt mindre fedt og fungerede bedre efter to års kaloriebegrænsning, hvilket betyder, at de producerede flere T-celler, end de gjorde ved starten af undersøgelsen. Der var ingen forbedringer af thymuskirtlen blandt de deltagere, der ikke begrænsede deres kalorieindtagelse.

Forskerne undersøgte også kropsfedtet hos de deltagere, der begrænsede kalorieindtagelsen.

Kropsfedt er vigtigt, fordi det er vært for et robust immunsystem. Der er flere typer immunceller i fedt, og når de begynder at fungere unormalt, bliver de en kilde til inflammation.

Forskerne konstaterede bedre funktion af fedtvævet og tegn på forbedret stofskifte og en anti-inflammatorisk effekt hos de deltagere, der begrænsede indtagelsen af kalorier.

Undersøgelsen viser, at reduktion i kalorier i sig selv (uanset kostens sammensætning) har en bemærkelsesværdig positiv indvirkning på vores sundhed.

Kilde: Yale University. “Calorie restriction trial reveals key factors in extending human health.” ScienceDaily. ScienceDaily, 10 February 2022. www.sciencedaily.com/releases/2022/02/220210154204.htm.

Kommentar:

Overskud af kalorier i kosten og for meget fedt på og i kroppen — inkl. i og omkring de indre organer — kan give mange sundhedsmæssige problemer.

Omvendt har en kaloriebegrænset kost, der stadig indeholder nok kalorier og nok af alle næringsstoffer, mange gavnlige virkninger.

Læs mere om sunde kostvaner.