Medicinsk behandling kan naturligvis være relevante ved sygdom, men det er samtidig vigtigt, at vi ikke undervurderer, i hvor stor udstrækning forbedringer i livsstil og livsvilkår kan være med til at klare eller lindre symptomer og sygdomme.
Mange symptomer og lidelser er forårsaget eller delvist forårsaget af vores livsstil. Derfor kan forbedringer i livsstilen også i en eller anden udstrækning være med til at forebygge, lindre og behandle de fleste symptomer og sygdomme.
Den måde, vi lever på, har stor indvirkning på vores sundhed. Det gælder især vores indgroede daglige vaner.
Vores kost, vores døgnrytme, hvilke præparater vi eventuelt tager, om vi er tilfredse med vores sociale relationer, vores arbejdsmiljø, om vi får nok sol og frisk luft, hvor stressede vi evt. er, vores humør, om vi opholder os nok i grønne omgivelser og meget andet påvirker, hvordan vi har det, og i hvilken udstrækning kroppens immunsystem kan forhindre og helbrede sygdomme.
Når vi bruger ændringer i livsstilsfaktorer og livsvilkår med det formål at lindre eller helbrede, bliver det ofte betegnet livsstilsmedicin, men uanset, hvad vi kalder det, handler det om at gennemføre de ændringer, som i størst mulig udstrækning understøtter kroppens helbredende processer.
Livsstilsmedicin er let at forstå
Der er ikke noget kompliceret ved livsstilsmedicin, og i de fleste tilfælde vil forholdsvis få forbedringer i kostvaner, motionsvaner og søvnvaner være nok til, at vi er godt i gang med at forbedre betingelserne for kroppens helbredende evner.
Den største udfordring er næsten altid at ændre indgroede vaner. Det vender vi tilbage til.
Her er et resume af de fem vigtigste dele af en livsstil, som kan være med til at forebygge, lindre og måske helbrede sygdomme.
1. Sunde kostvaner
Ved visse tilstande er det nødvendigt eller en fordel med individuelle kostændringer, men:
Generelt handler det om, at kosten indeholder optimale mængder af alle gavnlige stoffer, færrest mulige skadelige stoffer og ikke for mange kalorier.
Vi stiler efter:
- at spise rigelige mængder frugt og grønt
- at vælge fuldkorn frem for raffinerede kornprodukter
- at inkludere bælgfrugter i kosten (bønner, ærter og linser)
- at inkludere lidt nødder og frø i kosten
- at undgå eller begrænse indtagelsen af forarbejdet kød og rødt kød
- kun at indtage begrænsede mængder animalske fødevarer eller helt fravælge dem
- så vidt muligt at undgå ultraforarbejdede og raffinerede fødevarer
- at indtage nok men ikke for mange kalorier
- at begrænse mængden af fedt, sukker og salt
- at kosten efter behov suppleres med kosttilskud i rette mængder.
2. Gode søvnvaner
Eftersom de helbredende processer i kroppen er mest aktive, når vi sover (især under den dybe søvn), gælder det både om at sove nok og at sikre nok god og dyb søvn.
Har du problemer med at få nok søvn, eller hvis du føler, at du ikke får nok dyb søvn, kan du gennemgå punkterne beskrevet i bogen Søvnproblemer — er der en naturlig løsning? >> https://helseonline.dk/produkt/soevnproblemer-naturlig-loesning/
og vurdere, hvordan du kan forbedre dine søvnvaner.
For de fleste er 7-8 timers god søvn i døgnet bedst.
Behovet er ofte større ved sygdom.
Tag eventuelt en lur midt på dagen, hvis behovet og muligheden er der.
3. Nok bevægelse og fysisk aktivitet
Eftersom kroppen er bygget til bevægelse og fysisk aktivitet, går den hurtigere i forfald, hvis du ikke bruger den nok. Motion, bevægelse og fysisk aktivitet gavner både sundhed, velvære og humøret.
Motion medvirker til et godt kredsløb, som igen er med til at fragte livsvigtige næringsstoffer rundt til alle kroppens celler og fjerne affaldsstoffer fra cellerne. Motion er også vigtig for et velfungerende immunsystem og har mange andre vigtige funktioner.
4. Styr på stress og god psykisk balance
For meget stress og især kronisk stress belaster og risikerer at svække kroppen.
Hvordan vi har det rent psykisk har også betydning for, hvor meget energi, lyst og overskud, vi har til at forbedre vores livsstil og indføre sunde vaner.
Motion, god søvn og sunde kostvaner vil på længere sigt være en hjælp til øget psykisk balance og mere styr på stress. Selv mild motion som daglige gåture i naturen har en positiv virkning på humøret og modvirker blandt andet de negative virkninger af stress.
Forskellige former for meditation, at lytte til god musik, en god døgnrytme, at læse en god bog, meningsfyldte relationer til andre mennesker og meget andet kan være med til at forebygge eller mindske stress og sikre psykisk balance.
5. Undgå rygning, for meget alkohol og unødvendig medicin
Få ting kan være mere skadelig for helbredet end rygning, for meget alkohol og unødvendig medicin.
Medicin skal naturligvis nedtrappes i samråd med lægen, når det er en relevant mulighed. Læs mere om nedtrapning af medicin her.
For rygere er det ofte en kæmpe udfordring af lægge tobakken på hylden, men rygning er en af de vaner, der går hårdest ud over helbredet.
Hvis du ryger, kan du måske få hjælp via stoplinien.dk. Læs evt. også bogen: Endelig ikke-ryger! – den lette vej til rygestop af Allen Carr. Bogen kan lånes på biblioteket.
Et stort forbrug af alkohol øger risikoen for en række alvorlige sygdomme. Undgå at drikke mere end en enkelt genstand dagligt i gennemsnit.
___
Det er ofte muligt at justere på en meget lang række faktorer, som kan eller potentielt kan forbedre betingelserne for de helbredende processer i kroppen, men de fleste får mest ud af i første omgang at fokusere på punkterne 1-5 ovenfor.
Ny livsstil — godt i gang
Når syge mennesker får gennemført de relevante ændringer i kost, livsstil og livsvilkår, oplever de næsten altid væsentlig lindring eller bliver helt raske.
Gør, hvad du kan, for at efterleve ovennævnte punkter, og læs i første omgang e-bøgerne: