Øget risiko for mangel på vitaminer og andre næringsstoffer
Flere faktorer, der har at gøre med din livsstil, din tilstand eller det miljø, du lever i, kan have indflydelse på dit behov for næringsstoffer og andre gavnlige stoffer. Usunde kostvaner vil især øge risikoen for mangel på vitaminer og andre næringsstoffer.
Din kost og livsstil
Lad os gennemgå nogle af de faktorer i din livsstil og dine livsvilkår, som har indflydelse på dit behov for næringsstoffer.
En kaloriebegrænset kost
Hvis du spiser meget kaloriebegrænset øges risikoen for, at du kommer til at mangle næringsstoffer, medmindre du tilrettelægger din kost, så den dækker alle dine behov for næringsstoffer på trods af færre kalorier.
Begrænset variation i kosten
Hvis du udelader mange fødevarer eller en hel kategori af fødevarer fra din kost, er der større risiko for, at du får for lidt af de næringsstoffer, som de pågældende fødevarer er rige på.
Derfor kan fx en stenalderkost, en veganerkost eller en glutenfri kost let komme til at mangle bestemte næringsstoffer.
Rygning
Rygning øger behovet for C-vitamin. (og sandsynligvis andre næringsstoffer).
Det er ikke muligt med hverken kost, livsstil eller kosttilskud, at undgå de skadelige virkninger fra rygning. Du kan højst mindske dem. Rygestop er løsningen.
Miljøgifte
Miljøgifte kan øge behovet for antioxidanter fra kosten.
Jo flere og større mængder miljøgifte, vi udsættes for eller har været udsat for, desto vigtigere er det at leve så sundt som muligt — inkl. nok søvn, motion og sund kost.
På den måde er din livsstil med til at sikre de bedste betingelser for din krops immunsystem.
Jo bedre, du er dækket ind med alle vigtige næringsstoffer og gavnlige plantestoffer, desto bedre er din krop i stand til at klare belastningen fra miljøgifte.
Alkohol
For meget alkohol øger behovet for en lang række vitaminer og andre næringsstoffer, især B-vitaminer. Det gælder især, hvis en større del af kaloriebehovet dækkes af alkohol.
Animalske fødevarer
For store mængder animalske fødevarer øger behovet for kostfibre og gavnlige plantestoffer.
En kost rig på animalske fødevarer bør derfor også indeholde masser af frugt og grøntsager, for at modvirke nogle af de skadelige virkninger fra en kost, der er rig på animalske fødevarer.
Begynd gradvist at gå over til en planterig eller plantebaseret kost. Det vil være den sundeste kostændring, du kan foretage. Læs mere på plantebaseret-kost.dk
Vegetarkost
Vegetarer bør altid tage B12-vitaminen. Ingen undtagelser.
Andre næringsstoffer, som vegetarer skal være opmærksomme på, at de får nok af — og evt. indtage som tilskud — er protein, D3-vitamin, omega-3, calcium, selen, jod, jern og zink.
Læs mere på vegetarkost.dk.
Sol
For lidt sol øger behovet for kosttilskud med D-vitamin.
Personer med mørk lød, som går tildækket, som er for lidt ude i solen, eller som kun er ude i solen, når de er smurt ind i solcreme, bør tage tilskud af D-vitamin.
Alle der ikke får nok sol om vinteren (fx fra rejser sydpå) kommer let til at mangle D-vitamin. Det gælder især sidst på vinteren og tidligt forår. Tilskud af D-vitamin i vinterhalvåret er derfor en god idé for de fleste danskere.
Risiko for knogleskørhed
Personer i risiko for knogleskørhed — uanset alder — bør især være sikre på, at de får nok D-vitamin, calcium, magnesium og K2-vitamin.
Sunde kostvaner vil som regel sikre nok af disse næringsstoffer (bortset fra D-vitamin, som vi hovedsageligt får fra solen), men især ved øget risiko for knogleskørhed er calcium og D-vitamin vigtig, men også magnesium og K-vitamin kan være relevant.
K2-vitamin dannes normalt i tilstrækkelige mængder af tarmfloraen fra K1-vitamin. Nogle mennesker kan have gavn af kosttilskud med K2-vitamin.
Overforarbejdede fødevarer
Hvis en stor del af dit kaloriebehov bliver dækket af sukker og andre raffinerede fødevarer (for mange tomme kalorier) øger det risikoen for, at du får for lidt vitaminer, mineraler og andre næringsstoffer. Spis sundere. Suppler kosten med en multivitaminer.
Salt
For meget salt øger behovet for kalium og calcium. For meget salt i kosten kan på sigt gøre meget skade, især hos nogle mennesker. Brug den mængde salt, du behøver, for at få sund mad til at smage godt eller godt nok. Begræns din indtagelse af salt når som helst, du let kan mindske din indtagelse.
Din tilstand og situation
Jo dårligere helbred — fysisk eller psykisk — desto vigtigere er det at være dækket ind med optimale mængder af alle nærings- og plantestoffer. Desto vigtigere er det at gøre, hvad du kan, for at forbedre din livsstil.
Læs mere på livsstilsmedicin.dk.
Din alder
Er du kommet op i årene er din indtagelse, optagelse og udnyttelse af næringsstoffer sandsynligvis ikke længere helt, som den har været.
Dit stressniveau
For meget stress kan på flere måder påvirke din indtagelse og optagelse af næringsstoffer.
Dit helbred
Jo større problemer med helbredet, desto vigtigere er det, at du både får nok af alt det, som gavner kroppen, og undgår for meget af det, der kan svække eller skade den.
Ved helbredsproblemer, der skyldes eller kan skyldes mangel på et eller flere næringsstoffer, er det vigtigt at ændre kosten, så den understøtter de helbredende processer i kroppen og indeholder nok af alle næringsstoffer.
Tag også tilskud af de næringsstoffer, du evt. mangler, indtil din kost er helt i orden og er fuldt ud dækkende med alle nødvendige næringsstoffer.
Lægemidler
Nogle lægemidler hæmmer optagelsen og/eller øger udskillelsen af bestemte næringsstoffer.
Snak med din læge om, hvilke kosttilskud du kan tage, og hvilke du ikke bør tage, hvis du får medicin.
Graviditet og amning
Hvis du ønsker at blive gravid, er gravid eller ammer, er det tid til både at vurdere, hvilke kosttilskud, som du efter al sandsynlighed vil have gavn af, og hvilke kosttilskud, du bør fravælge.
Læs Fødevarestyrelsens anbefalinger.
Kraftig menstruation
Kvinder, der har kraftige menstruationer, kommer let til at mangle jern og evt. andre næringsstoffer, og det kan være nødvendigt at tage tilskud med blandt andet jern.
Cøliaki (glutenintolerans eller glutenallergi)
Cøliaki giver ikke kun problemer ved indtagelse af gluten, men vil i høj grad mindske optagelsen af stort set alle næringsstoffer fra kost og kosttilskud.
Hvis du lider af cøliaki eller glutensensitivitet, er der risiko for hæmmet optagelse af næringsstoffer fra tarmen, især hvis du af og til alligevel spiser lidt, der indeholder gluten.
Spis sundt og næringsrigt og få evt. ekstra næringsstoffer fra kosttilskud ved cøliaki.
Din vægt
Overvægt kan indirekte have indflydelse på, om du vil have gavn af større mængder af visse næringsstoffer eller plantestoffer.
- Fedt på kroppen øger behovet for D-vitamin.
- Fedt på maven (omkring de indre organer) øger tendensen til inflammation i kroppen.
- Slankekure anviser ofte uhensigtsmæssige kostråd, som både kan gå ud over helbredet og medvirke til mangeltilstande. Begynd evt. dit vægttab ved at følge anvisningerne i e-bogen: Godt i gang med vægttab.
- Undgå svær overvægt. Især hvis du har for meget fedt på maven, er det en god ide at gøre noget aktivt, for at få det væk.
- Langvarige fedtfattige slankekure øger risikoen for mangel på de fedtopløselige vitaminer (A,- D,- E,- og K-vitamin).
Din hud
Hvis du på grund af eksem eller andre hudproblemer ikke tåler solen, bør du snakke med din læge om tilskud af D-vitamin.
Hvis du har mørk hud, har du også øget risiko for at mangle D-vitamin, fordi en mørk hud ikke danner nær så mange D-vitaminer som en lysere hud. Det kan betyde, at du skal være mere ude i solen og være ekstra påpasselig med at tage tilskud af D-vitamin i vinterhalvåret.
____
Læs mere i e-bogen: Hvordan du vælger og fravælger kosttilskud.