Keto er ikke en god slankekur og kan være sundhedsskadelig

En ketodiæt, ketosediæt, ketogen kost eller keto-kost er alle eksempler på betegnelser for det mange blot kalder keto.

Keto er en kost eller diæt, hvor indtagelsen af kulhydrater er så lav, at kosten tvinger kroppen over på ren fedtforbrænding.

Kroppen er bygget til at foretrækker kulhydrater som energikilde, men kan om nødvendigt klare sig med kun at forbrænde fedt.

Når kroppen kun forbrænder fedt kaldes tilstanden for ketose. Under ketose er indtagelsen af kulhydrater så lav, at leveren begynder at omdanne fedtstoffer til ketonstoffer, der er et alternativt brændstof, som kroppen kan bruge i stedet for glukose (blodsukker).

Keto og keto-kosttilskud giver ikke øget vægttab

Næsten alle, der vælger keto, gør det med henblik på at tabe sig, fordi de har læst, at keto er en god slankekur.

Der er dog ikke god evidens for, at en såkaldt ketodiæt gør vægttab lettere, eller at det på den lange bane er sundt at følge en ketodiæt eller tage kosttilskud med ketoner. Nærmere tværtimod.

Et studie fra 2021 sammenlignede:

  1. Ketodiæt
  2. Ketodiæt + kosttilskud med ketoner
  3. Fedtfattig diæt

Alle deltagerne på de forskellige diæter indtog samme mængde kalorier og proteiner. Efter 6 uger var fedttabet også det samme.

Når alt kommer til alt er vægten bestemt af kalorieindtagelse vs. kalorieforbrænding

Forsøg på at nedsætte appetitten eller øge forbrændingen med tvivlsomme diæter og kosttilskud er et skråplan, som på længere sigt blot risikere at forværre vægtproblemer.

Fedtfattig plantebaseret kost eller animalsk baseret keto — hvilken er bedst for vægttab?

Det ønskede en gruppe forskere at undersøge i et nøje kontrolleret studie.

I to uger spiste 20 voksne lige så meget, de havde lyst til (ad libitum) af enten en fedtfattig plantebaseret kost (75,2% kulhydrat, 10,3% fedt) eller en animalsk baseret ketogen kost (75,8% fedt, 10,0% kulhydrat) — efterfulgt at to uger på den anden kost.

Deltagerne vurderede, at der ikke var forskel på, hvor meget de kunne lide kosten.

Deltagerne spiste i gennemsnit næsten 700 færre kcal. dagligt, når de spiste en fedtfattig plantebaseret kost sammenlignet med, når de spiste den animalske, ketogene kost.

I den periode, deltagerne spiste plantebaseret, tabte de mere fedt og indtog færre kalorier (de blev mæt af færre kalorier).

Selv om personernes blodsukker naturligvis faldt på den kulhydratfattige kost, forårsagede kosten faktisk levere glucosetolerance (de var reelt på vej til at udvikle insulinresistens).

En ketogen kost kan være skadelige for knoglerne

En af grundene til, at mange fagfolk er skeptiske overfor keto, er de undersøgelser, der tyder på, at kosten kan gå ud over knoglerne.

Det er fx kendt, at børn med epilepsi, der er på en ketodiæt med henblik på at kontrollere deres tilstand, oftere har lav knogletæthed.

Men også voksne øger sandsynligvis risikoen for på længere sigt at svække knoglerne på en ketogen kost.

I en undersøgelse fra 2019 delte forskerne 30 atleter op i to grupper, der blev fulgt under flere ugers intensiv træning.

Den ene gruppe fik en streng kulhydratfattig og fedtrig kost. Den anden gruppe fortsatte med en relativ kulhydratrig kost.

Blodprøver fra atleterne på den ketogene diæt viste efter 3½ uge tegn på nedsat knoglesundhed. Markører for nedbrydning af knogler var højere og markører, der indikerer knogledannelse, var lavere.

Disse samme markører var generelt uændrede i gruppen, der spiste en kulhydratrig kost.

Keto kan øge kolesteroltal og inflammation

Det er ikke kun risikoen for svækkede knogler, der bekymrer eksperter.

Et studie fra 2019 viste endnu to uheldige virkninger fra en ketogen kost, nemlig øget kolesterol i blodet og en stigning i markører for inflammation.

Forskerne konstaterede i et studie, at total kolesterol, LDL (det “dårlige” kolesterol) og markører for inflammation steg signifikant, i de fire uger deltagerne i et studie fulgte en ketogen kost. Et forhøjet kolesteroltal øger risikoen for hjerte-kar-sygdomme, og øget inflammation i kroppen er forbundet med en lang række kroniske sygdomme.

Selv om de langsigtede konsekvenser af keto overvejende er ukendte er de fleste ernæringseksperter betænkelige og fraråder dem — medmindre der er helt særlige medicinske grunde til at lægen anbefaler at prøve keto, fx ved nogle tilfælde af epilepsi — fordi undersøgelser peger på negative effekter.

Følger du Sikker Slank-programmet, skaber du et kalorieunderskud og et vægttab på en sund måde, som det er overkommeligt at fastholde.